Ved en appelret i Dubai, er det lykkedes for det britiske par, der havde sex i det fri på en strand i Dubai, at slippe for fængsel.
Parret var ellers blevet idømt tre måneders fængsel i landet, der måske begynder at ligne vesten mere og mere, men som stadig lever strengt efter muslimske regler, der for eksempel forbyder sex uden for ægteskab.
Parret var ikke selv tilstede under retssagen, og deres advokat oplyser, at de nu vil blive smidt ud af landet. Samtidig skal de betale en bøde på 179 pund (knap 1600 kroner), fordi de har indrømmet, at de var påvirket af alkohol.
Ved starten af retssagen protesterede kvinden i retssagen, Michelle Palmer, 37 år, og sagde, at de ikke havde haft sex, men kun havde "kysset og krammet".
Deres advokat lagde vægt på den lægeundersøgelse, som kvinden fik foretaget fem timer efter sin anholdelse, der viste, at hun "ikke havde indgået i nylige seksuelle aktiviteter". Testen på manden, Vince Acors på 34, kunne ikke give et entydigt svar.