Storbritanniens finansminister, George Osborne, er på et møde med sine EU-kolleger tirsdag i Bruxelles alene med sit ønske om at slippe for, at der bliver sat en øvre grænse for, hvor meget bankansatte kan få i bonus oven i lønnen.
Irlands finansminister, Michael Noonan, opsummerer på vegne af det irske EU-formandskab, at "der er bredt flertal for kompromisset" med EU-Parlamentet om et nyt kapitalkravsdirektiv.
Kun britiske Osborne siger klart på mødet, at han "ikke kan støtte det kompromis, der ligger på bordet nu".
EU-formand Noonan lægger op til, at forhandlinger om de tekniske detaljer de kommende uger i nogen grad kan gøre kompromisset mere spiseligt for alle.
Men både han, Tysklands Wolfgang Schäuble og flere af de øvrige ministre gør det klart, at de er villige til at bryde med princippet om, at de træffer beslutning i enstemmighed.
Den irske finansminister lægger ikke skjul på, at han finder det svært at argumentere for de høje bonusordninger til ansatte i finanssektoren på baggrund af den rolle, alt for risikovillige banker har spillet i krisen.
- Der er eksempler på, at nogle bankansatte har løbet større risiko, fordi de er blevet betalt for det. Men nu er det nok. Vi er nødt til at sætte en stopper for det, siger Noonan.
Begrænsningen af de lukrative bonusordninger er egentlig ikke del af det oprindelige kapitalkravsdirektiv, der for en stor dels vedkommende blev forhandlet på plads under det danske EU-formandskab for ni måneder siden.
Det handler mere om, at banker skal sørge for at have tilstrækkeligt med kernekapital til at modstå fremtidige kriser.
Men da kompromisset blev forhandlet på plads med EU-Parlamentet i sidste uge, blev der også indført et loft for bankbonusser, så de som udgangspunkt højst kan være på samme niveau som selve lønnen. I særlige tilfælde kan de være på 200 procent.
I Danmark er der allerede et bonusloft på 50 procent af lønnen. Økonomiminister Margrethe Vestager siger på tirsdagens møde, at hun støtter kompromisset, så længe Danmark får lov til at bevare sine skrappere krav.
Der er ikke fremlagt en præcis plan for det videre forhandlingsforløb. Men i første omgang bliver det op til de 27 EU-landes EU-ambassadører at se, om de kan justere detaljerne i teksten.
/ritzau/