FC København har byttet kamprækkefølge med Lille i Champions Leagues playoff-runde. Dermed undgår københavnerne, at hjemmekampen kolliderer med Coldplay-koncert.
Det var ellers oprindeligt meningen, at FC København skulle starte på udebane og slutte med den afgørende kamp i Parken.
Men det engelske rockband Coldplay går tirsdag den 28. august på scenen i den danske nationalarena til en udsolgt koncert. Og ifølge Uefas regler skulle FC København have spillet hjemmekampen mod Lille enten den 28. eller 29. august.
Sammenstødet har utvivlsomt givet FC København-ledelsen grå hår, men ved hjælp af nogle samarbejdsvillige franskmænd er problemet altså nu løst.
Det første opgør spilles i Parken den 21. august. Returopgøret finder sted i Lille den 29. august.