Tidligere på måneden kolliderede den franske flådes Le Triomphant med britiske HMS Vanguard, da de højteknologiske atomubådes systemer åbenbart svigtede samtidig ud for Frankrigs Atlanterhavskyst.
Ifølge kilder i den franske flåde var Le Triomphant, en af fire strategiske atomubåde fra den såkaldte Force de Frappe med 110 mand ombord, på vej hjem fra en mission på 70 dage, da ulykken skete natten mellem tredje og fjerde februar i hårdt vejr.
Sammenstødet med HMS Vanguard, der har en besætning på 135, har angiveligt ødelagt den franske ubåds sonar, skriver The Daily Telegraph.
Der skete hverken atomudslip eller personskader under sammenstødet.
"Kollisionen resulterede hverken i skader blandt besætningen eller bragte sikkerheden i fare på noget tidspunkt," siger en talsmand for det franske forsvarsministerium.
Begge ubåde er svært bevæbnet med atomvåben.
De medbringer hver især 16 M45 ballistiske missiler med en vægt på 35 ton stykket og seks sprænghoveder, der har en rækkevidde på 5000 mil.
Frankrigs Atlanterhavskyst er kendt som en "kirkegård for ubåde" på grund af antallet af undervandsbåde, især tyske, der blev sænket i området under 2. Verdenskrig.