Britiske Anthony Mark Patterson, der ligesom Sanjay Shah er tiltalt for svindel med dansk udbytteskat, skal udleveres til Danmark.
Det har domstolen Westminster Magistrates' Court i London afgjort, skriver Politiken.
Tidligere på måneden afviste en domstol i Dubai at udlevere Sanjay Shah, der formodes at have hevet over ni milliarder kroner ud af den danske statskasse. Den afgørelse er anket.
I Storbritannien har der samtidig udspillet sig en lignende tvist om udlevering i den store udbyttesag. Her har britiske Anthony Mark Patterson kæmpet mod udlevering.
Han blev anholdt 11. januar i år. Han blev dog ikke fængslet, men i stedet løsladt mod kaution. Det var på den betingelse, at hans pas skulle deponeres, og at han ugentligt skulle melde sig hos politiet. Det skriver Børsen.
Mens Shah menes at have fået en personlig gevinst på cirka 7,2 milliarder kroner ved svindlen, er Patterson anklaget for selv at have fået cirka 134 millioner kroner.
I maj sidste år fastslog Østre Landsret, at begge mænd burde varetægtsfængsles. På den baggrund blev der udstedt en international arrestordre.
Straffesagen mod Shah og Patterson er sat til at begynde i august næste år.
Retten i Glostrup har berammet 60 dage til retssagen mod dem.
Sagen var oprindeligt sat til at begynde i oktober i år, men begynder nu - efter planen - først 14. august 2023.
Anthony Mark Patterson har nægtet sig skyldig i alle anklager.
Ifølge Politiken har Patterson i sit forsvarsskrift forklaret, at han stolede på Sanjay Shah og i givet fald ikke vidste, at han deltog i et svindelnummer. Han troede, at ansøgningerne til Skat i Danmark handlede om virkelige aktiehandler.
Ifølge Børsen og Politiken kan afgørelsen ved den britiske domstol ankes. Dermed er det ikke sikkert, at Patterson i sidste ende lander i Danmark.
Hans danske forsvarer, advokat Henrik Stagetorn, fortæller, at det endnu ikke er besluttet, om afgørelsen skal ankes. Det siger forsvareren til Ritzau tirsdag aften.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.