Britisk politi har anholdt en mand i tyverne i forbindelse med syv brevbomber, der plagede Storbritannien i januar og februar. Manden blev anholdt i sit hjem i byen Cherry Hinton i Cambridgeshire, oplyser Sky News.
Brevbomberne var alle sammen hjemmelavede og blev sendt af sted i A5-kuverter. Politiet er endnu ikke kommet med yderligere detaljer omkring manden. Men de oplyser, at en række personer har været overvåget de seneste 10 dage i forbindelse med bomberne.
Bomberne sprang blandt andet på to retsmedicinske institutter og på offentlige motorkontorer.