En britisk bedstemor er blevet dømt til døden i Indonesien for forsøg på at smugle flere kilo kokain til ferieøen Bali.
Dommen kom som et chok for 56-årige Lindsay Sandiford, eftersom anklageren havde krævet hende idømt 15 års fængsel.
Dommerne ved distriktsdomstolen i byen Denpasar følte sig imidlertid overbeviste om kvindens skyld og idømte hende derfor lovens strengeste straf.
- Der findes ingen formidlende omstændigheder i sagen, sagde en af dommerne.
Den britiske kvinde blev anholdt i lufthavnen på Bali i maj sidste år med 4,8 kilo kokain i bagagen. Indonesisk politi siger, at hun var del af en større smuglerring, der også involverede tre andre briter og en inder.
Lindsay Sandiford hævder selv, at hun blev tvunget til at smugle de mange kilo narkotika, og at hendes børn blev truet på livet, hvis hun ikke samarbejdede.
Indonesien straffer som regel narkosmugling med dødsstraf eller livsvarigt fængsel. Men på grund af Sandifords eksemplariske opførsel i fængslet nøjedes anklagemyndigheden med at kræve hende idømt fængselsstraf.
Den britiske kvinde brød hulkende sammen, da dommen blev læst op i retten, og hun gemte sit ansigt bag et tørklæde, da hun blev ført tilbage til sin celle.
Hendes forbløffede advokater sagde, at hun formentlig vil anke dommen.
- Vi havde aldrig troet, at vores klient ville få dødsstraf, lød det fra advokat Esra Karokaro.
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.