En af den britiske bankverdens mest indflydelsesrige personer vil måske allerede mandag trække sig fra sin post efter skandalen om manipulation med renter. Det skriver The Daily Mail.
Kilder i Londons finansdistrikt siger til avisen, at bestyrelsesformand for Barclays, Marcus Agius, mandag vil annoncere sin afgang. I sidste uge blev Barclays idømt en bøde på 290 millioner pund for at snyde med de renter, bankerne anvender ved indbyrdes lån.
I forvejen er den øverste direktør for Barclays, Bob Diamond, blandt de mest upopulære personer i Storbritannien efter afsløringerne. Mange politikere kræver, at Bob Diamond forlader den direktørpost, der sidste år gav ham 18 millioner pund i løn.
Men indtil videre har Diamond modstået presset fra offentligheden. Daily Mail konstaterer, at Marcus Aigus' frivillige beslutning om at trække sig muligvis er et forsøg på at dæmpe kritikken af Diamond og Barclays.
Baronesse Wheatcroft, medlem af Overhuset og tidligere bestyrelsesmedlem i den over 320-år gamle traditionsbank , mener, at både Diamond og Aigus bør overveje at forlade Barclays.
- Situationen må være meget ubehagelig for de to. Jeg ved ikke, hvordan stemningen er i bestyrelsen, men jeg går ud fra, at den har lagt mærke til det, der bliver sagt i parlamentet, og gør sig overvejelser om, hvorvidt det her kan fortsætte, siger hun.
En finansanalytiker tvivler på, at kritikken af Bob Diamond vil forstumme, fordi bestyrelsesformanden forlader sin post.
- At kaste Aigus for ulvene, vil ikke redde Diamond, siger den unavngivne analytiker til avisen.
Det amerikanske forbundspoliti, FBI, er også involveret i sagen og efterforsker 14 Barclays-handlere for deres rolle i manipulationerne med renterne.
Andre storbanker er også i søgelyset for at have deltaget i at fastsætte rentesatserne til egen fordel.
/ritzau/