British Airways sender alle sine jumbojetter på pension med øjeblikkelig virkning. Det oplyser flyselskabet fredag.
Det britiske flyselskab er det flyselskab i verden, der er indehaver af flest Boeing 747-fly, som populært kaldes jumbojetter.
De er letgenkendelige med deres karakteristiske pukkel, som indeholder det øverste af to dæk og cockpittet.
British Airways havde på forhånd planlagt, at brugen af det ikoniske fly skulle være helt udfaset i 2024.
Årsagen bag den tidlige pension er coronakrisen, der sendt flybranchen i frit fald. Derfor er det med færre passagerer og lange udsigter til normale tilstande i flyindustrien igen slut med at se jumbojetten på vingerne.
- Det er med stort vemod, at vi kan bekræfte, at vi planlægger at pensionere hele vores 747-flåde med øjeblikkelig virkning.
- Flyet vil altid have en særlig plads i vores hjerte, mens vi bevæger os fremad, hvor vi vil benytte fly, som er mere moderne og mere brændstoføkonomiske som vores nye A350-fly og 787-fly, lyder det i en erklæring fra British Airways.
I over 50 år har jumbojetten, som har fire motorer, været en af verdens mest genkendelige flytyper.
/ritzau/Reuters