Storbritannien vil formelt iværksætte exit-processen fra EU i henhold til EU-traktatens artikel 50 onsdag den 29. marts.
Det har den britiske EU-ambassadør, Tim Barrow, mandag meddelt EU-præsident Donald Tusk.
Storbritanniens premierminister, Theresa May, vil 29. marts sende et brev til EU, hvor hun indleder exit-processen.
Det starter en nedtælling på to år til det britiske farvel til EU.
Storbritanniens brexit-minister, David Davis, henviser til, at briterne ved folkeafstemningen i juni sidste år traf den historiske beslutning at forlade EU.
- Næste onsdag vil regeringen levere på den beslutning og formelt indlede processen ved at iværksætte artikel 50, siger Davis i en pressemeddelelse.
- Vi står foran dette lands vigtigste forhandlinger i en generation.
David Davis siger, at den britiske regerings mål er at få en aftale, der virker for hele Storbritannien og for hele EU.
Målet er ifølge ministeren "et nyt positivt partnerskab mellem Storbritannien og vores venner og allierede i EU".
EU-Kommissionens cheftalsmand, Margaritis Schinas, siger, at EU er klar til at forhandle om betingelserne for den britiske exit fra EU.
- Vi er klar til at begynde på forhandlingerne. Vi venter på brevet. Nu ved vi, at det kommer den 29. Og ja, alt er klar på denne side, siger cheftalsmanden.
Også EU-præsidenten melder sig klar.
- Inden for 48 timer efter den britiske aktivering af artikel 50 vil jeg præsentere udkast til brexit-retningslinjer for EU27-medlemslandene, skriver Donald Tusk på Twitter.
Disse retningslinjer skal formelt vedtages af stats- og regeringscheferne for de 27 lande, der bliver i EU.
Det vil ske på et topmøde, som ventes enten sidst i april eller i begyndelsen af maj.
Ved folkeafstemningen 23. juni sidste år stemte 51,9 procent af briterne for at forlade EU. 48,1 procent stemte for at blive i EU. Valgdeltagelsen var 72 procent.
/ritzau/