Britiske myndigheder går nu i gang med at undersøge britiske virksomheders påståede andel af den massive svindel, der foregik i forbindelse med FN’s olie-for-mad program under Saddam Husseins regime i Irak.
Storbritanniens regering har godkendt et budget på 244 millioner kroner til at få sagens omfang frem i lyset, skriver The Guardian.
»Direktøren i SFO (Serious Fraud Office, red.) har indledt en undersøgelse baseret på angivelige brud på sanktionerne i FN’s olie-for-mad program,« sagde en talsmand for det særlige britiske organ.
Listen over mistænkte virksomheder rummer navne på blandt andet meget store britiske medicinal-, entreprenør- og oliefirmaer.
SFO’s hold af efterforskere har myndighed til at forlange dokumenter udleveret af de involverede virksomheder, samt ret til at indkalde vidner til afhøring. Ultimativt kan SFO sætte retssager i gang.
Undersøgelsen er den første officielle granskning af påstande om britisk korruption i sammenhæng med olie-for-mad programmet.