De har givet de danske ryttere baghjul på cykelbanen. De snuppede en medalje for næsen af vores bedste sejler. Og så har de vundet den første guldmedalje i kvindeboksning nogensinde.
OL i London har været en stor sportslig succes for de britiske atleter - og det britiske folk - og selvom det økonomiske budget for de olympiske lege er løbet løbsk, mener størstedelen af briterne, at arrangementet har været alle pengene værd.
For trods økonomisk afmatning og sparetider i Storbritannien siger 55 procent, at OL virkelig har været alle ni milliarder pund (86 milliarder kroner) værd.
Til sammenligning er det kun 35 procent, der mener, at OL har været en dyr fornøjelse set i forhold til de økonomiske problemer.
Det menes, at den overordnede store entusiasme og opbakning hænger sammen med briternes flotte resultater.
Lige nu ser det ud til, at Storbritannien ender som nummer tre på medaljeranglisten efter altid suveræne USA og Kina.
Støtten til OL er størst i Wales, mens der er størst modstand i Skotland .
Det er især de unge briter, som bakker op om arrangementet. 60 procent af alle briter under 30 år stiller sig positive over for de økonomiske udgifter.
2021 personer har deltage i undersøgelsen, som er udført af ICM for det britiske medie The Guardian.
OL i London, som slutter søndag, har høstet ros fra mange sider, men det er blandt andet faldet mange for brystet, at tilskuerpladser ved OL ikke bliver brugt, fordi mange akkrediterede personer er blevet væk.
/ritzau/