Pakistans præsident, Pervez Musharraf, besluttede onsdag at omstøde dødsstraffen for en engelsk mand, som i de seneste 18 år har siddet i fængsel i Pakistan. Manden blev i 1988 dømt for at have dræbt en taxachauffør, men har hele tiden nægtet sig skyldig, skriver Reuters.
Den 36-årige englænder Mirza Tahir Hussain siger, at drabet var et uheld. Ifølge Hussain prøvede taxachaufføren at voldtage ham og truede ham med en pistol, der gik af, da Hussain prøvede at gøre modstand.
Han blev oprindeligt frikendt af Pakistans højesteret, men i 1998 blev han dømt til døden af landets Sharia-domstol. Den pakistanske regering har flere gange udskudt henrettelsen og har nu altså besluttet helt at droppe den til fordel for en livsvarig fængselsstraf. Benådningen kommer kort efter, Prins Charles besøgte landet.
Det er nu op til landets justitsministerium at beslutte, om og hvornår manden skal løslades fra fængslet.