OB-direktør Kim Brink kalder kampen mod Osasuna i UEFA-cuppen for fynboernes sværeste i mange år. Men det gør ikke opgaven mod sidste års nummer fire i den spanske liga umulig.
»Det bliver ekstremt svært og ekstremt vigtigt. Sådan var det også på hjemmebane mod Lens, men vi skal tilbage til den gamle løsningsmodel med at holde dem fra at score. Og det bliver altså ikke nemmere, bare fordi man har gjort det nogle gange. Vi skal forbi de første 10-15 minutter uden at de scorer hos os, så vil vores chancer stige. Næste trin er pausen, som vi skal nå til uden større uheld, og kommer vi så langt, så er vores chancer store,« siger Kim Brink til OB?s hjemmeside.
Uanset resultatet i onsdagens kamp i Pamplona har OB?erne spillet en fantastisk efterårssæson.
»Sæsonen har under alle omstændigheder været strålende indtil nu med en tredjeplads i SAS Ligaen, kvartfinaleplads i pokalen, og vi vandt den første kamp i Royal League trods 10 udskiftninger. Så man kan ikke klage over sæsonen på nogen måde. Og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal kalde det, hvis vi laver overraskelsen her i Pamplona. Så bliver det svært at finde ord for det,« siger Kim Brink.