Folk med briller får højere karakterer, fordi de ser klogere ud, og har du rødt tøj på til eksamen, scorer du også en højere karakter.
Eksamensdagen er en myteomspundet affære, som studerende landet over har forsøgt at gennemskue i årevis.
Psykolog Ebbe Scheel har beskæftiget sig med eksamensstress og kender til nogle af faldgruberne.
»Det er en meget udbredt følelse hos eksaminanter, at man er alene oppe imod lærer og censor. Men det passer ikke. Det er læreren, der serverer de lette bolde over til eksaminanten. Jo bedre karakter eleven får, desto bedre er læreren,« siger Ebbe Scheel Krüger.
De fleste elever har fået at vide, at paniklæsning, altså læsning før eksamen, ikke hjælper. Det kan Ebbe Scheel Krüger bekræfte.
»Man går fra korttidshukommelse til langtidshukommelse, og hvis man ikke kender spørgsmålet på forhånd, er det spild af krudt,« siger han og tilføjer, at man bliver stresset af at tænke på alt det, man ikke har nået.
Derimod er det vigtigt at få sovet godt, og i virkeligheden har man brug for selvtillid dagen før eksamen.
Myten om, at masser af slik og søde sager til eksamen er godt, fordi man bliver frisk af det, kan delvist bekræftes.
»Det virker kun i højst et kvarter af gangen, og så driver du ned i sofablus. Det er bedre med druesukker, som går lige i hjernen og er tungere fordøjeligt end en pose slik,« siger han.
Iscenesat fremtræden
Myten om at studerende med briller automatisk får en højere karakter til eksamen, fordi de ser klogere ud, står Ebbe Scheel Krüger tøvende over for.
»Måske kan det være med til at give en selvtillid hos eksaminanten, som føler sig lidt klogere,« siger han.
Rød ophidser censor
Derimod er han er mere optimistisk over for myten om, at bestemte farvers påvirkning.
»Farven rød kan måske få lærer og censor til at komme lidt op på dupperne, fordi det er en hidsig farve. Blå er en mere rolig farve, og hvis der er for mange farver, kan det virke distraherende,« siger Ebbe Scheel Krüger.