I håbet om at dæmme op for bandekrigen åbner justitsminister Brian Mikkelselsen (K) nu for et direkte forbud mod rockergrupper som Hells Angels.
Han vil indkalde rigspolitichefen og rigsadvokaten til et møde, og hvis de er tilhængere af et forbud, vil ministeren også støtte idéen.
"Alle de ting, som man kan gøre for at stoppe banderne og rockerne, det er jeg med på," siger Brian Mikkelsen ifølge Information.
Det var Dansk Folkeparti, som i sidste uge foreslog et rockerforbud, der også fik opbakning fra Venstre, de Konservative og Socialdemokraterne.
Også flere retseksperter er positive overfor idéen.
"Hvis politiet kan bevise, at den igangværende bandekrig handler om Hells Angels forsøg på at bevare et kriminelt marked, så skulle en forbudssag efter den almindelige fortolkning holde fuldstændig," siger Gorm Toftegaard Nielsen, der er professor i strafferet på Aarhus Universitet.
Og udmeldingerne bliver modtaget med kyshånd hos Dansk Folkeparti. Partiets retsordfører, Peter Skaarup ser dog gerne, at forbuddet skal gælde for begge parter i den verserende bandekrig.
"Vi vil lægge meget vægt på, at der kommer aktiv handling, og at rocker og indvandrerbander rent faktisk bliver forbudt, for det skal selvfølgelig både være den ene og den anden side i den her konflikt, som mærker forbuddet," siger han til Newspaq.