Det skal være langt lettere at få udvist kriminelle bandemedlemmer, der ikke har dansk statsborgerskab. Sådan lød et af de budskaber, som justitsminister Brian Mikkelsen (K) fremlagde i dag sammen med regeringens bandepakke.
"Vores udgangspunkt er, at du får et års fængsel, hvis du gribes med et skarpladt våben. Hvis ikke du er dansk statsborger, kan du samtidig blive udvist," sagde Brian Mikkelsen.
Justitsministeren offentliggjorde onsdag eftermiddag en ny bandepakke, som skal dæmme op for volden, skyderierne og drabene, der gennem den senere tid har været en del af hverdagen i København.
En stor del af bandepakken handlede om fordobling i straffene for vold, drab og våbenbesiddelse.
Forud for bandepakken har Brian Mikkelsen holdt møder med Rigspolitiet, Københavns Politi og PET for at finde frem til pakkens indhold.