"Vi skal tænke os om, før vi sælger flere selskaber."
Sådan lyder den nye udmelding fra økonomi- og erhvervsminister, Brian Mikkelsen (K), der siger, at det var en fejl at privatisere Københavns Lufthavn og TDC's kobberkabler.
I 1998 solgte Staten det daværende Teledanmark, og få år senere broderparten af lufthavnen, til kapitalfonde.
"Når man sidder i en kapitalfond, tænker man ikke på den danske stats ve og vel. Så tænker man på sine aktionærer," siger han til Jyllands-Posten.
Stridighederne om andre aktørers adgang til telenettet og beskyldninger om høje priser og lange køer i lufthavnen, har nu delvist fået ministeren til at ændre holdning.
"Jeg har tidligere været ihærdig tilhænger af at privatisere mest muligt. Det er jeg ikke mere. Både af praktiske årsager, men også fordi jeg mener, at der er nogle ting, som er vigtige for staten at have indflydelse på," siger han.
Han vil dog ikke svare på, om de varslede privatiseringer af DONG, DSB og Post Danmark bør genovervejes.
"Nu må vi se, hvad der sker med finanskrisen. Det er vidt forskellige cases fra selskab til selskab. Men vi skal tænke os godt om."
Socialdemokraternes finansordfører Morten Bødskov er overrasket over ministerens udmelding og siger til avisen, at det skaber forvirring over regeringens politik. Han har nu kaldte Brian Mikkelsen og finansminster Claus Hjort Frederiksen (V) i samråd.