»Jeg synes, han er et mandfolk!«
Så kontant er opbakningen til Jesper Skibby fra hans gamle ven og kollega Brian Holm, efter at Skibby har valgt at stå frem med en selvbiografi, hvor han indrømmer, at han var dopet i sin professionelle cykelkarriere.
»Jeg har stor respekt for, at Jesper siger det. Han er jo holdt op med at cykle, og jeg tror aldrig, der var nogen, der havde mistænkt ham. Han har nok været den mest populære cykelrytter. Folk elskede ham ? og det gør de nok stadig,« vurderer Brian Holm.
Dog er Brian Holm overbevist om, at der også vil være folk, der er knapt så positive overfor afsløringen af dopingmisbruget.
Han gætter på, at Skibby deler vandene med sin bog. Hvilket sikkert vil kunne ses i læserbrevene i den kommende tid.
Men fra Brian Holm kan Jesper Skibby regne med kollegial opbakning.
»Jesper har trods alt været lidt som en lillebror for mig. Vi kommer til at tage en kop kaffe, men jeg synes ikke, at jeg vil ringe til ham nu, for hans telefon kommer nok til at gløde i den næste uges tid,« siger Brian Holm.
»Jesper er min gamle ven, og jeg har svært ved at være kritisk. Han er som en bror for mig, og ham vil jeg blive ved med at forsvare,« siger Brian Holm.
Han tror ikke på, at Jesper Skibbys indrømmelse vil få andre cykelryttere til at stå frem på samme måde.
»Jeg ved ikke om det her vil motivere andre til at indrømme, men man skal nok ikke begynde at bilde sig ind, at Fuentes eller Landis nu sætter sig ned og tænker, at de vil indrømme noget, eller at de vil holde op med at dope sig i Portugal, fordi Jesper står frem. Det tror jeg ikke, vi skal bilde nogen ind,« siger Brian Holm.