Mark Cavendish (Team Sky) har ikke samme opbakning til spurterne i Tour de France i år, og det var tæt på at koste sejren på 2. etape mandag.
Det lykkedes dog lige nøjagtig for Cavendish at holde André Greipel (Lotto-Belisol) bag sig.
- Lotto gør, hvad de kan. Greipel er en af de hurtigste, og det lykkedes næsten at slå Cavendish.
- Det så ud til, at Greipel indleder spurten for tidligt. Venter han bare 10 meter med at starte spurten, så vinder han nok etapen, siger Brian Holm, der er sportsdirektør for Omega Pharma-Quick Step.
Brian Holm mener, at Cavendish' sejr kan gå hen og få betydning for kommende udbrud i Tour de France.
- Hvis Cavendish også vinder den næste massespurt, så stopper Lotto og de andre hold med at hente udbrud. Sådan har det været de andre år, fordi Cavendish har været så suveræn, siger Holm.
Den danske sportsdirektør, der var chef for Cavendish på HTC-Highroad til og med 2011, har for første gang nogensinde ikke en sprinter med på sit Tour-hold.
- Jeg ville gerne have haft en sprinter med. Det er første gang, at jeg sidder til sidst på en etape uden at have en sprinter med. Det var på kanten til kedeligt.
- Normalt sidder jeg med nerver uden på skjorten. Det gjorde jeg ikke i dag, siger Brian Holm.
/ritzau/