- Her er den største chance for at finde Madeleine. Nord for vejen under grene og sten, omkring seks-syv meter fra vejen.
Sådan står der i et mystisk brev, som den hollandske avis De Telegraaf har modtaget. Brevet kom i en kuvert med to A4-ark. På papirerne er der et kort over Algarvekysten, hvor Madeleine blev kidnappet. På kortet er der et kryds og to spørgsmålstegn.
Men brevet er kryptisk, for ved krydset og beskrivelsen findes der slet ikke nogen vej. Det skriver den norske avis VG.
Hollandsk politi tager dog alligevel tippet meget seriøst, fordi brevet minder om et andet brev, der blev sendt i en lignende sag fra Belgien, hvor to søstre blev kidnappet. Dengang førte brevet politiet på sporet af de to piger, der desværre blev fundet døde.
Derfor frygter politiet også, at samme skæbne er overgået Madeleine.
- På grund af den store lighed med Stacy og Nathalie-brevet tager vi også dette brev seriøst. Det ser mindre professionelt ud end det forrige, men vi vil alligevel undersøge hver mindste lille bid af bevis og give det videre til det portugisiske politi, siger Rob Van Deer Ven, der er talsmand for hollandsk politi til De Telegraaf .