Matti Breschel vandt i begyndelsen af oktober en fornem sølvmedalje ved VM, men i går var han langt fra i topform.
Den danske cykelrytter har længe døjet med smerter i det højre knæ på grund af noget genstridigt arvæv, og på det seneste har Breschel frygtet for karrieren.
I går gennemgik han en operation på Gildhøj Privathospital, hvor han fik fjernet en slimsæk og et stykke knogle. Operationen gik langt bedre end ventet, hvilket betyder en væsentlig kortere pause.
"De var positivt overraskede. De kunne godt se, der sad en masse snask derinde, som skulle fjernes, men han tvivlede på, at det ville tage mere end seks uger. Og som sportsmand så håber jeg da på, at jeg heler lidt hurtigere, og at jeg snart er tilbage igen. Så det var sgu en god nyhed, og jeg er glad for, at det er overstået nu," siger Matti Breschel til DR Sporten.
Lægerne forudser altså, at Breschel må holde fire til seks ugers pause. Det betyder, at han kan være tilbage når forårets klassikere køres fra midten af marts.
Kilde: DR Sporten