Holdjagten er slut for den danske cykelrytter Matti Breschel, som ved årsskiftet har kontraktudløb hos Astana.
Han har skrevet kontrakt med det amerikanske Cannondale-hold, som danskeren også kørte for i 2016. Det skriver holdet på sin hjemmeside.
33-årige Breschel har fået en kontrakt gældende for 2018.
- Det er dejligt at være tilbage. Jeg er virkelig glad. Jeg havde egentlig aldrig lyst til at forlade holdet.
- Jeg var en smule trist, da jeg rejste, og jeg er glad for at få muligheden for at vende tilbage, siger Breschel til holdets hjemmeside.
Den 33-årige dansker nåede kun at køre for Cannondale i 2016. Her var han blandt andet med holdet til Tour de France, som han dog måtte forlade godt midtvejs efter et styrt.
I 2017 har han kørt for Astana, men her har han ført en noget anonym tilværelse.
Han største resultater som rytter tæller VM-bronze i 2008, VM-sølv i 2010 og en etapesejr i Vuelta a España i 2008.
Tidligere i karrieren har han kørt for CSC, Rabobank og Saxo-Tinkoff.
/ritzau/