Manifesternes tid er ikke forbi. I morgen vil Anders Behring Breivik læse et nyskrevet manifest højt i retten i Oslo.
Det fortalte hans forsvarsadvokat under dagens retsmøde, der netop er afsluttet.
Dokumentet, som Breivik har formuleret efter sin anholdelse, vil tage cirka 30 minutter at læse op, fortæller forsvarsadvokat Geir Lippestad.
Dermed er der udsigt til, at Anders Behring Breivik præcis som ventet vil bruge retssagen til at formidle sin verdensopfattelse.
Og den kan være svær at forstå, medgiver Geir Lippestad ved dagens retsmøde.
Udover varslet om det nye manifest slår forsvarsadvokaten fast, at Breivik i samarbejde med sine forsvarere har til hensigt at danne grundlag for at få Anders Behring Breivik dømt ud fra en psykologisk bedømmelse af ham som tilregnelig. Det vurderer den ene af de to mentalundersøgelser af Breivik også.
At sagen er særdeles omfattende understreges af, at forsvarerne så sent som fredag fik udleveret 2000 sider med nyt bevismateriale.