Der udspillede sig et voldsomt drama i byretten i Oslo i dag.
En mand kunne nemlig ikke holde sig i ro i Oslo Byret under straffesagen mod den terror- og drabstiltalte Anders Behring Breivik, skriver norske medier.
I vrede kastede manden en sort herresko mod Breivik og råbte også efter ham.
- Go to hell, go to hell, you killed my brother, skreg han ifølge nyhedsbureauet NTB mod Breivik.
Optrinnet resulterede i kaos.
"Stemningen i salen blev fuldstændig kaotisk," fortæller NRK's reporter Amund Aune Nilsen, som var i salen, da det skete.
Lige efter skokastet tog retsbetjente og politifolk fat i manden og førte ham ud af retssalen.
Ifølge nrk.no blev Breiviks forsvarer Vibeke Hein Bæra ramt i siden af skoen. Massemorderen blev dog ikke ramt.
Der udbrød spredt applaus blandt tilhørerne i retssal 250, da det skete.
Ifølge nrk.no stoppede retten sin procedure efter episoden.
Breivik har erkendt at have dræbt i alt 77 mennesker under angrebene sidste sommer.
I 2008 blev den irakiske journalist, Muntazer Zaidi, verdenskendt, da han kastede begge sine sko mod den amerikanske præsident Bush på et pressemøde i Irak.
I den arabiske verden er man af den opfattelse, at det er en fornærmelse at kaste en sko mod en anden person, eller sågar bare at vise fodsålerne til en person.