Den massivt eksponerede retssag mod den norske massemorder Anders Behring Breivik bevæger sig fredag ind i nogle områder, som er endnu mere brutale end de hidtil berørte.
Retsdagen starter dog i det stille hjørne, når forsvarerne skal stille Breivik spørgsmål om, hvordan har har fået sin viden om bomber og våben fra.
- Vi vil først koncentrere os om, hvor han har sin viden fra. Hvor er hans kilde? spørger forsvarsadvokat Geir Lippestad.
Desuden vil forsvarerne stille spørgsmål om, hvor Breivik har fået sine idéer fra og om hans radikaliseringsproces.
Efter forsvarernes afhøring får de andre aktører anledning til at stille spørgsmål til perioden, inden anklageren tager over med det, som anses for den største test i retssagen indtil videre.
Her skal Breivik nemlig forklare i detaljer, hvordan han skød mod hundredvis af unge på øen Utøya.
Både forsvarer og anklager har advaret om, at fredag bliver hård både for de pårørende og andre, som hører forklaringen.
Torsdag afsluttede anklagemyndigheden afhøringen om tiden fra 2006 til og med bombeangrebet i regeringskvarteret sidste år.
Breivik og anklagemyndigheden er stærkt uenige om, hvornår Breivik begyndte at lægge sine terrorplaner - samt om detaljerne i den første rapport fra de sagkyndige.