Breivik blev i dag forhørt om de skæbnesvangre timer på øen Utøya, hvor han dræbte 69 mennesker, langt størstedelen teenagere.
Da Breivik ikke viste nogen tegn på empati, mens han beskrev, hvordan han havde planlagt og udført mordene, spurgte anklageren:
- Anser du dig selv, for at være en empatisk person?
- Ja absolut. Jeg indrømmer selv, at jeg gennem meditationen har afemotionaliseret mig selv, svarede Breivik, som tidligere har forklaret, at han har brugt meditation til at ruste sig mentalt i forbindelse med både terrorangrebene og retssagen.
Han var dog for udmattet til at åbne så stort et emne, så dommeren stoppede afhøringen for i dag og udskød spørgsmålet til i morgen.
Efter dagens retsmøde havde de fremmødte journalister mulighed for at spørge ind til, hvordan forsvarerne opfattede Breiviks mentale tilstand, med hensyn til empati og følelser.
- Jeg tænker, at han prøvede at forklare sine følelser, men det bliver vanskeligt at forstå. Men han har et andet følelsesregister end os andre herinde, det er der ikke tvivl om. Han har en virkelighedsopfattelse, som svært mange ikke kan genkende sig selv i, siger forsvarer Geir Lippestad ifølge vg.no.