Breaking News

Breivik får den strengeste straf

Oslo Byret idømmer Anders Behring Breivik forvaring, lovens strengeste straf for massakren på Utøya og terrorbomben i Oslo.
Foto: AP/Heiko Junge / POLFOTO

Oslo Byret idømmer Anders Behring Breivik forvaring på maksimalt 21 år for massakren på Utøya og terrorbomben i Oslo 22. juli sidste år.

Dermed har dommerne efter to måneders votering valgt at følge anklagemyndigheden, som havde krævet en forvaringsdom. Den type dom anses for den strengeste straf.

Forsvaret havde på sin side krævet fuld frifindelse eller dom som beregnelig med tidsbestemt straf.

Det er endnu ikke kommet frem, om Breivik ønsker at anke dommen.

Op til offentliggørelsen af dommen var der på grund af to modstridende rapporter fra retspsykiatere tvivl om, hvorvidt den 33-årige ville blive erklæret utilregnelig i gerningsøjeblikket.

Men retten har nu slået fast, at Breivik var tilregnelig.

Med dagens dom er der sat et foreløbigt punktum mere end et år efter, at Breivik den 22. juli sidste år først slog til i regeringskvarteret i centrum af Oslo. Otte mennesker døde, mens ni andre blev alvorligt såret.

Efter aktionen i Oslo kørte højreekstremisten i bil til Utøya 40 kilometer vest for Oslo. Forklædt som politimand sejlede han over til den socialdemokratiske ungdomslejr og skød og dræbte 69 mennesker, inden han overgav sig.

Sagen mod Breivik blev indledt den 16. april i år, hvor Breivik rystede de fremmødte, da han ved sin entre hilste med en knyttet næve og strakt arm.

Under retssagen har Breivik tilstået bombeangrebet i Oslo og massakren på Utøya, men har fastholdt, at han handlede i nødret for at forsvare Norge og Europa mod islamiseringen og derfor ikke har gjort sig skyldig i noget.

Retssagen har vakt stærke følelser, og en af dommerne begyndte ved et af retsmøderne at græde, da der blev læst mindeord op for en af de dræbte på Utøya. En ung mand har ligeledes kastet en sko efter Breivik.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.