Anders Behring Breivik har som ventet erkendt sine handlinger på Utøya og i Oslo, men han fastholder stadig sin uskyld.
Samtidig påberåber han sig at have handlet i 'nødskyld'. Det svarer til nødværge og er, som Anders Behring Breivik tidligere har sagt, udtryk for, at hans handlinger var et forsøg på at sikre Norges fremtid.
Hovedpersonen i den største retssag i Norge siden Anden Verdenskrig har til formiddag lyttet til en lang opremsning. Navnene og de skader personerne pådrog sig på både de 77, der mistede livet og de andre, der blev såret, blev læst op i retten i Oslo.
Meget detaljeret er baggrunden for hvert enkelt dødsfald blevet gennemgået. Under hele denne etape af retssagen sad Anders Behring Breivik stille og lyttede med øjnene fæstnet på sin egen kopi af listen med ofre.
Hos Anders Behring Breivik har der ikke været nogen reaktion at spore på tv-billederne fra retslokale 250. Og som ventet har han altså erklæret sig uskyldig.
Det forventes, at Anders Behring Breiviks forklaring kommer til at vare resten af ugen, mens hele sagen er sat til at slutte til juni.