Opdateret kl. 19:28
Der er torsdag aften indgået en bred politisk aftale om indgreb mod kviklån.
Med aftalen forbydes alle forbrugslån, der har en ÅOP på over 35 procent. ÅOP er et låns samlede årlige omkostninger i procent.
Det fortæller erhvervsminister Simon Kollerup (S).
- Vi har taget det endelige opgør med ublu kviklån. Det skal være slut med at drive virksomhed på gældspiral og personlige tragedier, som vi har set eksempler på i løbet af de sidste år.
- Alle har hørt om de vilde kviklån med en årlig omkostning i procent på 800-900 procent. Det er slut nu. Vi forbyder alle forbrugslån, der har en ÅOP over 35 procent, siger han.
Aftalen er indgået mellem regeringen, SF, Enhedslisten, De Radikale, Alternativet, Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.
Svære forhandlinger
Loftet over ÅOP har været den helt store knast i forhandlingerne. Da forhandlingerne gik i gang spillede regeringen ud med et ÅOP-loft på 25 procent.
Uenighederne blev i sidste uge så uoverstigelige, at erhvervsminister Simon Kollerup besluttede at udsætte forhandlingerne og give partierne en tænkepause.
Onsdag - godt en uge senere – blev de genoptaget, før der torsdag altså er kommet en aftale på plads.
Det er ikke kun et ÅOP-loft, partierne er blevet enige om.
Forbud mod reklamer
Der indføres ligeledes et markedsføringsforbud. Det betyder, at virksomheder, der udbyder lån med en ÅOP over 25 procent, ikke må markedsføre nogen forbrugslån overhovedet.
Desuden bliver der indført et forbud mod markedsføring af kviklån på tv i sammenhæng med spil og gambling.
Som en del af aftalen bliver der også sat en stoppet for forretningsmodeller, hvor virksomheder tjener penge på rykkergebyrer og andre strafrenter.
Konkret bliver der indført et omkostningsloft, så man maksimalt kan komme til at betale det dobbelte af lånet tilbage i renter, gebyrer og afdrag.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.