Viborgs stærke målmand Robert Veselovski gjorde alt, hvad han kunne for at holde Viborg inde i den svære udekamp mod medaljehungrende F.C. København. Og inde i klubbens desperate kamp for overlevelse i Superligaen. Det gjorde han flot lige indtil godt ti minutter før tid.
For efter et massivt pres og kaskader af brændte københavnske chancer satte FCK-træner, Ståle Solbakken, Ailton Almeida og netop tilbagevendte José Junior på banen.
Og så måtte selv sprællemanden Robert Veselovski resignere for de to brasilianere.
Ailmeida i målform
Junior var netop sendt på banen, da han i en ganske presset situation gled perfekt ind i et indlæg fra Oscar Wendt, og så kom der hul på bylden i Parken.
For siden nåede Ailton Almeida at nette hele to gange, og angriberen, der har haft det så utroligt svært siden skiftet fra Örgryte for halvandet år siden, har nu scoret alle sine tre sæsonmål i de sidste to kampe.
FCK er på medaljejagt, mens nederlaget reelt sendte Viborg ud af Superligaen, allerede inden AGF’s kamp i aftes i Esbjerg.