Brasiliens korruptionsanklagede præsident nægter at gå af

Præsident Michel Temer er landet i problemer på grund af en skjult optagelse. Selv fastholder han sin uskyld.

Den korruptionsanklagede brasilianske præsident, Michel Temer, vil blive på sin post.

Det oplyser han i en kort tale til nationen.

- Jeg vil ikke træde tilbage, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Præsidenten er havnet i et stormvejr, efter avisen O'Globo har afsløret, at han har forsøgt at købe en korrupt politiker til tavshed.

Avisen skriver, at præsidenten 7. marts mødtes med Joesley Batista, der er chef for landets største slagterivirksomhed, JBS.

Batista lavede en lydoptagelse af mødet. Her fortalte han Temer, at han betalte penge til den korruptionsdømte tidligere formand for parlamentet Eduardo Cunha.

Ifølge avisens rapport, så svarede Temer slagterichefen:

- Du er nødt til at blive ved med det.

Temer har afvist beskyldningerne.

- Jeg har ikke købt tavshed fra nogen, siger han ifølge dpa i talen.

Den konservative politiker opfordrer desuden til en hurtig undersøgelse og kritiserer, at han var blevet ulovligt aflyttet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.