En uge efter at en dæmning kollapsede i Brasilien, er 115 personer bekræftet omkommet, mens 248 personer fortsat savnes.
Fredag har hundredvis af brasilianerne mindet de omkomne ved en ceremoni i byen Brumadinho, hvor dæmningen kollapsede den 25. januar.
Fredag klokken 13 lokal tid blev der afholdt en ceremoni til ære for de døde - på netop det klokkeslæt, som dæmningen kollapsede og sendte enorme mængder vand ind over byen fredagen forinden.
Alle oprydnings- og redningsarbejdere indstillede deres arbejde, mens ti helikoptere fra politiet og brandvæsnet lod blomsterblade dale fra himlen mod ulykkesstedet.
- Det er fortvivlende. Det ligner, at der har været krig, siger 23-årige Edvan Cristi, som har mistet en af sine venner i ulykken.
Efter ceremonien oplyste en talsmand for brandvæsenet i delstaten Minas Gerais, at redningsarbejdet vil fortsætte, selv om der ikke er fundet nogle overlevende siden lørdag i sidste uge.
Hidtil har arbejdet været fokuseret på at finde overlevende og omkomne i det øverste lag mudder. Men fredag har brandvæsnet taget gravemaskiner i brug for at grave dybere ned i mudderet.
Den kollapsede dæmning er ejet af mineselskabet Vale. Anklagemyndigheden i Brasilien har indledt en efterforskning, der skal undersøge de nærmere omstændigheder om ulykken.
Politiet har i den forbindelse anholdt fem personer i forbindelse med ulykken, hvoraf tre af de anholdte arbejder for mineselskabet.
Der er ikke alene tale om en menneskelig tragedie. Ulykken har også omfattende økonomiske konsekvenser for byen, siger Brumadinhos borgmester, Avimar de Melo Barcelos.
Han oplyser, at byen har brug for finansiel støtte fra staten, da omkring 35 procent af byens skatteindtægter kommer fra mineaktiviteter.
- Vi er en mineby. Hvis vi mister 35 procent af vores skatteindtægter, kan vi ikke yde basale sociale ydelser, siger borgmesteren.
/ritzau/AP
/ritzau/AP