Fodboldturneringen ved de olympiske lege nærer ingenlunde samme respekt som VM og de regionale mesterskaber som EM og Copa America blandt hovedparten af fodboldfans.
Men for Brasilien, der torsdag aften spiller mod Egypten, er der intet sekundært ved turneringen, som altid har været en form for forjættet land for den traditionsrige fodboldnation.
Landet har vundet fem verdensmesterskaber og ikke færre end otte af de sydamerikanske Copa America-titler siden 1916. Men trods gentagne forsøg hænger OL-guldmedaljen stadig ikke i det brasilianske trofæskab.
- Det er kæmpe stort for brasilianske fans. Det er en drøm at få fat i den her guldmedalje. Det er den eneste titel, vi mangler, siger Brasiliens cheftræner, Mano Menezes.
I turneringen må landene kun spille med tre spillere over 23 år, og her har Brasilien medbragt nogle af de største stjerner; Hulk, Thiago Silva og Marcelo.
Blandt talenterne er navnene også helt i top med Neymar, Lucas og Oscar. Sidstnævnte er netop blevet købt af engelske Chelsea.
Og der er særligt én grund til Brasiliens hunger efter guldet; Argentina.
Naborivalerne har vundet OL-guldet ved de seneste to turneringer, og i 2008 gjorde argentinerne det endda ved blandt andet at slå Brasilien i semifinalen med ydmygende 3-0.
Men selv om Argentina ikke har kvalificeret sig til OL-turneringen denne gang, så taler Menezes ikke om Brasilien som favorit.
- Vi føler, vi er i stand til at vinde den her medalje, men vi ser ikke os selv som favoritter, siger Menezes.
Tilbage i 1972 var Danmark med til at ødelægge de brasilianske drømme, da et landshold med Allan Simonsen som den store stjerne, vandt 3-2 over sydamerikanerne.
/ritzau/