Bordellet 'Hot Latinas' i Vanløse blev i går stormet og en bordelmutter fra Mozambique anholdt sammen med tre brasilianske ansatte. I dag besluttede man så at fængsle den 30-årige bordelmutter i fire uger indtil videre.
"De tre brasillianske kvinder har fået et indrejseforbud og vil blive sendt hjem. Det har de fået, fordi de ikke er vurderet handlet men almindelige udlændinge," siger efterforskningsleder Rene Hansen til Newspaq.
Den afrikanske bordelmutter er efter fremstilling i dommervagten stadig sigtet for rufferi til cirka 10 millioner kroner. Et usædvanligt stort beløb ifølge efterforskningslederen.
"Ti millioner er ikke det, vi ser mest af. Der er selvfølgelig flere størrelser på klinikkerne, men selv i den verden er ti millioner en del penge," siger Rene Hansen, som er leder af den særlige efterforskningsgruppe i Københavns Politi, som har til opgave at bekæmpe kvindehandel
Han oplyser, at man i København har den største fangst af bordel-bagmænd i forhold til resten af landet. Det skyldes blandt andet, at den største koncentration af bordeller findes i hovedstaden.
"Der er også en forskel på bordeller i København og Jylland. Vi har en forholdsvis høj koncentration af udenlandske kvinder i København i forhold til andre steder i landet," siger Rene Hansen.
Det er via en hjemmeside at bordellet har fået mange henvendelser om arbejde fra interesserede latinamerikanske kvinder, som finder det attraktivt at arbejde i Danmark i forhold til mange andre lande.