Det er tilsyneladende ikke så attraktivt at være ansat i den italienske fodboldklub AC Milan, som det har været tidligere.
I sommer smuttede Zlatan Ibrahimovic og Thiago Silva til Paris Saint-Germain, da Milan havde brug for penge, og nu er yderligere to stjerner på vej væk.
De brasilianske angribere Robinho og Alexandre Pato kan snart være fortid i klubben, siger Milans vicepræsident Adriano Galliani.
- Pato og Robinho har bedt om at forlade Milan, siger Adriano Galliani ifølge Football Italia.
Vicepræsidenten rejser snart til Brasilien for at forhandle om de to spillere.
- Det bliver kun arbejde, ingen ferie, da der er to forhandlinger i gang, siger Adriano Galliani uden at nævne navne på eventuelt kommende destinationer for de to spillere.
AC Milan ligger i øjeblikket nummer syv i Serie A. Klubben er 17 point efter topholdet Juventus.
/ritzau/