Med en sejr på 3-0 over Bolivia gjorde det brasilianske hold sit for at sørge for en god start på Copa America, som denne sommer afholdes i Brasilien.
Men de i alt 46.342 tilskuere, der var mødt op i São Paulo for at se de dyrt betalte fodboldstjerner, viste undervejs deres utilfredshed med spillet på banen.
Da det efter første halvleg stod 0-0, blev de brasilianske spillere mødt af buhråb fra tribunerne. Brasiliens landstræner, Tite, lægger ikke skjul på, at det kunne høres.
- Vi kunne mærke det. Unge spillere mærker det. Trænerne mærker det, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Når man har været i store klubber, ved man, at når man ikke leverer, skal man ikke forvente, at fansene forstår det. Så buher de.
- Når man spiller bolden rundt i forsvaret og til målmanden, er det første, du hører, "buuuh", siger landstræneren.
Den erfarne landsholdsspiller Dani Alves har prøvet lidt af hvert gennem sin karriere. Og han er ikke overrasket over reaktionen fra fansene i São Paulo.
- Det er normalt i São Paulo. Der er fans af forskellige klubber, så det er altid et svært sted at spille, siger Alves ifølge Reuters.
Fra starten af anden halvleg blev der rettet op på de nedadvendte mundvige. To mål af Coutinho efter 50 og 53 minutter bragte Brasilien på 2-0, mens Everton lukkede med sit mål til 3-0.
Sejren bragte Brasilien til tops i gruppe A, og holdet levede dermed op til favoritværdigheden.
Næste opgave er kampen mod Venezuela. Den spilles i byen Salvador i delstaten Bahia.
- Det er anderledes i Bahia. Der savner folk Brasiliens landshold og den energi, vi bringer. Der kommer mere liv i tingene der, spår Dani Alves.
/ritzau/