Epidemiologer i Brasilien advarer tirsdag om, at en ny, alvorlig coronabølge er under opsejling i landet.
Det sker, samme dag som Brasilien har passeret 450.000 coronarelaterede dødsfald. Kun USA har flere coronadøde målt i absolutte tal med over en halv million.
I øjeblikket melder Brasilien i gennemsnit om lidt færre end 2000 daglige dødsfald. Det er et fald sammenlignet med de daglige dødstal i april, hvor der blev registreret over 3000 døde om dagen.
Til gengæld har antallet af daglige smittede været stigende siden begyndelsen af maj fra et gennemsnit på omkring 55.000 smittede om dagen til 66.000 nye tilfælde om dagen. Det får epidemiologer i landet til at frygte, at antallet af døde også vil stige igen.
Med 215 coronarelaterede dødsfald per 100.000 indbyggere er Brasilien det hårdest ramte land i Sydamerika og blandt de værst ramte lande i verden under pandemien.
Eksperter siger, at den seneste stigning i antallet af smittede delvist skyldes, at statslige og lokale myndigheder ophævede flere restriktioner for en måned siden, efter at smittekurven var begyndt at falde.
Den langsomme vaccineudrulning i landet hjælper heller ikke på situationen. Omkring 20 procent af Brasiliens 212 millioner mennesker har modtaget mindst ét stik med en coronavaccine, mens knap ti procent af dem har modtaget begge stik, hvilket ikke er nok til at bremse smitten.
En anden bekymrende faktor er ifølge eksperter, at Brasilien har registreret de første tilfælde af en coronavariant først opdaget i Indien, som skulle være mere smitsom. Det skete, da smittede besætningsmedlemmer på et skib fra Hongkong gik i land i Brasilien.
Oveni det har Brasilien sin egen variant af virusset, som Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har betegnet som bekymrende at kæmpe imod.
Det er ikke bekræftet, hvorvidt varianten først opdaget i Indien har spredt sig i Brasilien, men ifølge forsker ved folkesundhedsinstituttet Fiocruz Margareth Dalcolmo er det "kun et spørgsmål om tid".
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP