Der er godt nyt for de brasilianske fodboldfans. Neymar er klar til at spille igen ved VM.
Stjerneangriberen havde allerede selv været på Twitter og lægge billeder op af sig selv til træning ledsaget af en kort tekst om, at han var frisk som forventet.
Nu er det ikke kun Neymar selv, som melder ham klar.
Søndag har Brasiliens landstræner Tite bekræftet, at Neymar er spilleklar efter sine ankelproblemer og lidt sygdom.
På et pressemøde blev Tite spurgt, om Neymar skulle spille mod Sydkorea, og landstræner Tite svarede kort i mikrofonen:
- Ja.
Angriberen fra Paris Saint-Germain spillede den første kamp ved VM, men har siddet ude i de to andre gruppekampe.
Brasilien vandt de to første gruppekampe over henholdsvis Serbien og Schweiz og var allerede videre inden 0-1-nederlaget til Cameroun i sidste gruppekamp.
Vinder Brasilien over Sydkorea, venter Kroatien eller Japan i kvartfinalen.
Selv om Brasiliens hold er spækket med store navn fra Europas storklubber, hersker der ingen tvivl om, at 30-årige Neymar er den helt store stjerne på holdet.
Med sine 75 mål for det brasilianske landshold er han kun to scoringer fra at tangere legenden Pelé som den mest scorende for Brasilien gennem tiden.
Han er også stadig indehaver af titlen som verdens dyreste fodboldspiller, da PSG i sommeren 2017 betalte 1,65 milliarder kroner for at købe ham fri af FC Barcelona.
/ritzau/