Det brasilianske indenrigsfly, der gled af landingsbanen, bragede ind i en bygning og brød i brand tirsdag i Sao Paulo, havde tilsyneladende alt for meget fart på.
Videooptagelser fra lufthavnen viser, hvordan flyet, der landede før katastrofemaskinen fra Tam Airlines, tilbagelagde landingsbanen på 11 sekunder. Den forulykkede Airbus 320 fra Tam var kun 3 sekunder om samme strækning, skriver BBC.
Videooptagelsen rejser tvivl om, hvorvidt grunden til ulykken var den silende regn og den glatte og korte landingsbane, som hidtil er blevet angivet som årsag til katastrofen, hvor omkring 200 mennesker i flyet og på jorden blev dræbt. Ingen om bord på flyet overlevede den eksplosionsagtige brand, der fik temperaturen i kabinen til at stige til 1.000 grader.
En talsmand for de brasilianske myndigheder siger, at piloten på flyet tilsyneladende forsøgte at lette igen, da det gik op for ham, at farten var for høj.
I følge brasilianske medier er begge de to sorte bokse om bord på flyet blevet fundet i vraget og sendt til nærmere analyse. Boksene optager alle hændelser og kan være nøglen til med sikkerhed at finde ud af, hvorfor flyet forulykkede.