Kort før midnat gik en brandstifter amok i Odense. På under en time satte han ild til papir og pap seks forskellige steder samt i et par containere.
Vagtchef hos Fyns Politi Erik Halkjær oplyser til avisen.dk, at ildspåsættelserne på intet tidspunkt har været til fare for mennesker eller bygninger.
- Det hele er foregået meget simpelt med enten en lighter eller tændstikker. Der er intet, der tyder på, at han har brugt brandbar væske, siger Erik Halkjær.
To af politiets hundeførere var i går på sporet af gerningsmanden, men hundene mistede færten inden de fandt frem til ham.
Blev opdaget
Selv om der endnu ikke er nogle mistænkte, har politiet et godt signalement af gerningsmanden. Han blev nemlig opdaget af et vidne, da han var i færd med at sætte ild til et af stederne. Herefter løb han sin vej.
Vidnet beskriver gerningsmanden som værende under 25 år, almindelig af bygning og iklædt mørkt tøj. Han bar muligvis en grå hættetrøje.