En umiddelbart udramatisk brand i en elmotor udviklede sig dramatisk, da en brandmand faldt ned fra en stige.
Det skriver TV 2 Nord.
Branden opstod søndag i en kælder i en industribygning på Gøttruprimmevej i Gøttrup ved Fjerritslev. Men da brandfolkene skulle ned i kælderen, faldt brandmanden fra stigen og ned i kælderen.
- Vi tog ingen chancer, fordi han slog ryggen, da han faldt. Der var røg i kælderen, og vi skulle tage ham op på en skånsom måde, så det blev lidt dramatisk, siger Claus Bisgaard Hermansen, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab i Jammerbugt.
Mens en ambulance var på vej fik den tilskadekomne ilt i den røgfyldte kælder. Han blev løftet op fra kælderen og kørt til tjek på Thisted Sygehus.
Umiddelbart er han sluppet uden skader.
Årsagen til udrykningen var en motor til en kornelevator. Motoren var brændt sammen, og det skabte gløder og røg.