Brandmand er død under spansk skovbrand

Skovbrandene i Spanien har kostet endnu en brandmand livet. Der er skovbrande flere steder i landet.

En skovbrand, der raser i det østlige Spanien, har kostet en brandmand livet, siger myndighederne.

Han er død på et hospital af de kvæstelser, han fik i bestræbelserne på at få bugt med flammerne i La Torre de les Macanes nær Alicante.

En af hans kolleger mistede livet under slukningsarbejdet søndag, mens to andre brandfolk blev kvæstet.

Branden har ført til, at over 100 børn er evakueret fra en lejr, hvor de camperede. Mange mennesker er evakueret fra deres hjem.

Imens raser en anden skovbrand på den kanariske ø La Gomera. Her er flere end 3000 mennesker evakueret fra Gran Rey-dalen.

900 af de evakuerede er sejlet til La Gomeras hovedby San Sebastian de la Gomera.

Branden på øen har fortæret flere end 3600 hektarer. 30 huse er beskadiget, og der er også brandskader i nationalparken Garajonay.

En anden brand har fortæret 300 hektarer på øen Tenerife, og i weekenden blev der tillige meldt om brande i nationalparken Donana i det sydlige Spanien samt i det sydvestlige og nordvestlige Galicien.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.