Brandfolkenes organisation glæder sig over, at den øverste chef i Københavns Brandvæsen, overborgmester Frank Jensen (S) mandag krævede en redegørelse for de tre ulykker, hvor københavnske brandmænd varmekollapsede.
Men formand Jesper Bronée frygter, at øvelsen alene kommer til at handle om at frikende sig selv.
”Min bekymring er, at det er et brandvæsen, der undersøger sig selv. Hvis de samme folk, der laver øvelserne, skal stå for undersøgelsen, så er resultatet givet på forhånd,” siger Jesper Bronée.
Mindst én af brandmændene var i livsfare efter at havde tilbragt 40 minutter i et glohedt varmehus, mens han og kollegaerne trænede i at bruge et såkaldt kredsløbsapparat, der genbruger mændenes ilt.
Farlig macho-kultur undersøges
Jesper Bronée opfordrer Københavns Brandvæsen til at ”involvere alle relevante parter” i undersøgelsen – blandt andet Brandfolkenes Organisation.
At overborgmesteren har givet ordre om, at redegørelsen også skal omhandle den macho-kultur, som Avisen.dk kilders fortæller om, er vigtigt, lyder det.
”Det er vi glade for. Det er en del af problemet, at man skal presses derud, hvor det bliver for meget – og levere mere end kroppen kan klare – for at blive en del af Specialtjenesten og være en del af den her glorificerede elite,” siger Jesper Bronée.