Unødvendigt mange danskere risikerer at dø, hvis et terrorangreb i dag rammer Danmarks hovedstad.
Københavns terrorberedskab er ganske enkelt for dårligt til at kunne redde dem.
Så kontant lyder advarslen fra brandfolkenes fagforening i hovedstaden.
»Vi er ikke terrorparate. Vores beredskab er samlet set så dårligt, at det vil koste liv,« siger Anders Villadsen, næstformand i fagforeningen Brandfolkenes Klub i København.
For dårligt udstyr
Ifølge fagforeningen har brandfolkene alt for dårligt udstyr. Eksempelvis arbejder brandmændene med radioer, der er så ringe, at de ofte ikke kan kommunikere med hinanden, mener Anders Villadsen.
»Radioerne virker simpelthen for dårligt. Det er næsten middelalderagtigt. Signalerne er ofte så dårlige, at man ikke kan høre noget. Nogle gange går radioerne helt ned, så brandfolkene må bruge deres egen mobiltelefon. Det er blevet en joke, at vores radioudstyr kun er lidt bedre end to yogurtbægere med en snor imellem,« siger han.
Mangler røgdykkere
Endvidere mener Anders Villadsen, at det er utilstrækkeligt, at brandvæsenet kun har 23 røgdykkere på vagt, der kan rykke hurtigt ud og hjælpe folk ud af eksempelvis brændende togvogne i Metroen.
»Vi burde have det dobbelte antal, for man kan ikke vente på, at der kommer afløsere udefra i katastrofesituationer. Det vil kræve to røgdykkere at få en person op fra Metroen. Men hvis et helt tog med passagerer fanges dernede, er det slet ikke nok,« mener Anders Villadsen.
Afhængig af mobil
Og hvis først de sårede er kommet op fra Metroen, mener fagforeningen slet ikke, at der er nok ambulancer, der kan transportere dem til hospitalet. Desuden mangler der en ordentlig plan for, hvordan man indkalder brandfolkene på katastrofedagen.
I dag skal de enkelte brandmænd ringes op, hvilket kan være et problem, hvis mobilnettet går ned, som det skete under terrorbomberne i London.
Jesper Broneé, formand for brandmændenes hovedorganisation Brandfolkenes Organisation. er enig i Anders Villadsens kritik.
Læs også:
• Brandchef: Vi er klar til terror