De sætter livet på spil, når de kæmper sig gennem brændende bygninger for at slukke ild og redde menneskeliv. Men nu har Londons brandmænd fået besked på at vende om, hvis de mødes af en lille bitte smule røg – fra cigaretter. Det skriver Daily Mail.
Påbuddet mod at besøge rygerhjem gælder dog ikke, hvis der opstår ildebrand. Det er kun, når brandmændene laver sikkerhedstjek i hjemmene, som så regnes for en arbejdsplads. I hvert fald i det stykke tid, hvor brandmændene er på besøg.
Dog skal rygere ikke fortvivle helt over det nye påbud. Brandmændene må nemlig stadig gerne komme på besøg, hvis de lover ikke at ryge før og under besøget. Og i øvrigt sørger for at lufte godt og grundigt ud.
I London har hjemmesøgende opnået en stigende popularitet. Alene i 2007 fik hele 40.000 hjem besøg af en brandmand.