En fest i den østjyske by Brændstrup lørdag, hvor cirka 25 unge mennesker deltog, udviklede sig voldsomt. Det begyndte da de unge ville kører ræs på nogle marker, men det udviklede sig drastisk, da nogle af dem bagefter ville sætte ild til flere af bilerne, skriver beredskabsinfo.dk.
Brandfolk blev underrettet om det, men da de var ankommet til stedet, viste det sig umuligt at udføre slukningsarbejdet:
"De hev i slangerne og sagde, vi skulle forsvinde, for det var privat ejendom", fortæller indsatsleder Ole Wessel fra Horsens Brand og Redning til TV2 Østjylland.
Det fik brandfolkene til at tilkalde politiet, der fik lagt en dæmper på den løbske fest, så brandfolkene kunne udføre deres arbejde:
"Alt blev slukket, men brandfolkene var lidt rystet bagefter. Vi er ikke vant til den slags", siger Ole Wessel til TV2 Østjylland.
Kilde: TV2 Østjylland & beredskabsinfo.dk