Brandvæsnet var onsdag formiddag talstærkt til stede på Maglehøj i Farum, hvor flere rækkehuse stod i brand.
Det oplyste pressevagten ved Nordsjællands Politi.
Anmeldelsen om branden blev modtaget klokken 09.36.
- Der er massiv tilstedeværelse af brandfolk, og vi vil gerne bede folk om at følge de anvisninger, der er i området, og lade være med at køre hen og se på branden, siger pressevagten.
Branden udviklede kraftig røg. Derfor opfordredes man til at gå indenfor og lukke døre og vinduer, hvis man befandt sig i nabolaget i røgfanens retning.
Politiet oplyser, at ingen er kommet til skade i forbindelse med branden.
/ritzau/