Direktør sendt hjem efter kaos med arbejdsmiljø
"Det er direktøren, der må tage konsekvensen af forholdene." Foto: Richard Sylvestersen/Ritzau Scanpix/arkiv
Bestyrelsen sender direktør for Østjyllands Brandvæsen hjem, mens kritik af arbejdsmiljøet undersøges nærmere.

Direktøren for Østjyllands Brandvæsen er blevet fritaget for tjeneste.

Det sker, efter resultaterne af en arbejdspladsvurdering har afsløret store problemer med arbejdsmiljøet i organisationen, skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

- Det er altid beklageligt, når det kommer så vidt, men der er ingen vej udenom, at han fritages for tjeneste, så vi kan komme til bunds i tingene, siger rådmand Bünyamin Simsek (V), der er formand for bestyrelsen i det tværkommunale brandvæsen.

Bestyrelsen sætter nu gang i en undersøgelse af forholdene i Østjyllands Brandvæsen.

Når den er færdig, vil der blive truffet en endelig afgørelse for den fremtidige drift.

- Det er direktøren, der må tage konsekvensen af forholdene, men vi skal naturligvis i den kommende tid have klarlagt, hvordan arbejdsmiljøet kan være så dårligt, uden at vi i bestyrelsen får kendskab til det, siger rådmanden.

Århus Stiftstidende har tidligere afdækket store problemer med arbejdsmiljøet i form af sygefravær, mobning og et generelt dårligt samarbejde mellem brandvæsenets afdelinger og mellem ansatte og ledelse.

En stor del af kritikken rettes mod direktør Lars Hviid. Mere end halvdelen af medarbejderne giver i en arbejdspladsvurdering (APV) udtryk for, at de aldrig eller sjældent stoler på de udmeldinger, der kommer fra direktøren.

Østjyllands Brandvæsen blev oprettet 1. januar 2016 af Aarhus, Odder, Skanderborg og Samsø kommuner.

/ritzau/

/ritzau/