En brand i en industribygning i Thisted natten til onsdag skabte storalarm hos områdets brandstationer, der blev tilkaldt i stor stil for at få bugt med flammerne.
Da Nordjyllands Beredskab klokken 01.09 i nat fik meldingen om, at stålvirksomheden CKS-Stålindustri, var brudt i brand, stod det hurtigt klart, at det krævede assistance.
- Allerede på vej ud til branden rekvirerer indsatslederen assistance, fordi han kan se flammerne, siger Diana Sørensen, chefvagt hos Nordjyllands Beredskab til TV MidtVest.
lNordjyllands beredskab oplyser på Twitter, at der blev tilkaldt assistance fra både Hanstholm, Hurup, Nykøbing samt Beredskabsstyrelsen Nordjylland.
Chefvagten fortæller til TV MidtVest, at det hører til sjældenhederne, at der er behov for assistance fra så mange stationer.
Tre af virksomhedens fabrikshaller viste sig at være overtændte, og efter en nat med intensiv slukningsarbejde er der onsdag morgen kontrol med branden.
Ingen personer kom til skade ved branden, der ifølge Midt- og Vestjyllands Politi opstod på grund af en gnist fra en malingsfortynder.